De 4 vigtigste ting, du skal huske, når du laver en hjemmeside

 

Vidste du, at langt de fleste af dine kunder beslutter sig for, om de skal handle hos dig baseret på det indtryk, de får af dig på internettet? De tjekker måske din profil på sociale medier, googler din virksomhed eller dit produkt og sammenligner din løsning med konkurrenternes. Som regel uden at de kontakter dig en eneste gang. Når de tager fat i dig, er det fordi, de er uhyggelig tæt på at træffe en beslutning, og de har udset sig dig som en af dem, de gerne vil handle hos.

Derfor er det helt afgørende for din succes, at din hjemmeside sidder lige i skabet. Det er nemlig her, dine kunder møder dig og tager beslutningen om, hvorvidt det er hos dig eller din konkurrent, de skal handle.

Har du de vigtigste ting på plads på din hjemmeside?

Størstedelen af os bruger internettet hver eneste dag. Du har derfor muligheden for at nå ud til rigtig mange mennesker og potentielle kunder, og du kan påvirke dine potentielle kunders beslutning med din hjemmeside. Derfor er det også vigtigt, at din hjemmeside er fængende. Det vil sige, at din hjemmeside både skal:

  1. være visuelt flot
  2. have det indhold, dine læsere leder efter
  3. præsentere din virksomhed og jeres ydelser/produkter

Kan man nøjes med en Facebook-side?

Måske tænker du nu, om man kan nøjes med en Facebook side? Det korte svar er nej. Grunden er, at mange privatpersoner ikke går på Facebook med intention om at købe noget, men for at holde kontakt med familie, venner og bekendte. Derimod bruger vi Google og søger efter produkter og ydelser med intention om at købe noget.

En anden fordel ved at have en hjemmeside er, at hjemmesiden er til rådighed 24 timer i døgnet og ikke kun 8-16, som du normalt ville arbejde. Derudover er det hundrede gange nemmere at holde dine kunder opdateret på priser, ydelser og produkter, tilbud og så videre på din hjemmeside. 

Og sidst men ikke mindst: Din hjemmeside er en omkostningsfri online brochure for din virksomhed 😉

 

De 4 vigtigste ting på din hjemmeside

Nu er du måske i tvivl om, hvad der er vigtigst på en hjemmeside. Derfor får du her de 4 ting, som du skal holde fokus på à

#1 Dit mål, budskab og målgruppe
#2 Hjemmeside layout
#3 Tekster på hjemmesiden
#4 Dine call-to-actions (CTA): Hvad vil du gerne have dine besøgende til at gøre på siden

 

#1. Dit mål, budskab og målgruppe

Først og fremmest skal du have det helt på det rene, hvad det overordnede mål med din hjemmeside er. For det leder dig til svaret på, hvilket budskab vil du sende.

  • Hvis målet er at få solgt flere kurser, så skal budskabet handle om, hvilken værdi dine besøgende får, når de har deltaget på et kursus.
  • Er målet, at de skal downloade din e-bog, så skal budskabet handle om den transformation, læseren oplever, når de har læst bogen; altså hvad kan de bagefter, som de ikke kan nu.
  • Vil du have dine besøgende til at købe dine produkter? Så skal dit budskab handle om, hvilken forskel dine produkter gør for køberen.

Det handler om, at du gør dig klart, hvad du vil opnå med din hjemmeside, og hvad du fortæller om jer som virksomhed og jeres services.

 

Hvad vil du gerne have dem til at gøre, når de besøger din hjemmeside? 

Når du skal finde frem til, hvad du ønsker, de besøgende skal gøre på din hjemmeside, er det vigtigt, du ved, hvem dine besøgende faktisk er – eller hvem du gerne vil have som besøgende.  Altså: Hvem er din målgruppe. Hvis du ikke allerede har defineret det, kan du for eksempel prøve at lave en ’persona’. En persona er marketinglingo for prototypen på din målgruppe. Hvem er det, der er din ideelle kunde.

Du kan finde en skabelon til et eksempel på en persona her (download worddokument)

Det er bare et udpluk af muligheder for en persona, for der findes mange forskellige ting, som kan være relevant for lige netop jeres virksomheds persona.

 

Hvis du skal lave en ny hjemmeside, så start med at lave en skitse

Start med at lave en skitse over, hvad du ønsker din hjemmeside skal indeholde i forhold til dit mål, dit budskab og din målgruppe(r). Her er det tilladt at finde inspiration hos andre hjemmesider.

Illustrer, hvordan du tænker din forside og for eksempel en underside skal se ud. Husk, når du laver skitser, er det slet ikke sikkert, at det munder ud i at se ud, som du tegnede til at starte med. Det vigtige er, at du får en fornemmelse af, hvad du tænker, både i forhold til dig selv, men også i forhold til dine besøgende.

Din header, som er den øverste del af siden, hvor der som regel er et lille logo og en topmenu, og din footer, som er den nederste del med kontaktinformationer, hjælp og så videre, går typisk igen på alle sider på hjemmesiden.

Skitse af din forside

Skitse af en underside

Vil du have 10 simple tricks til at få flere læsere til at opdage din blog?

#2. Layoutet af din hjemmeside: Hvorfor er det overhovedet vigtigt?

 

Designet på din hjemmeside er vigtigt at have fokus på, fordi det er det første, dine besøgende bedømmer dig på, når de klikker ind på hjemmesiden.

Inden for de første sekunder beslutter den besøgende sig for, om hjemmesiden er troværdig eller ej, og det sker udelukkende på baggrund af, hvad de ser. Derfor skal din forside have et tydeligt budskab, som kan aflæses inden for de første sekunder.

Et eksempel kunne være ROPOX, som sælger handicapvenlige løsninger til hjemmet. Her står deres budskab klart og tydeligt på deres forside, og det er det første, du ser, når du klikker ind på hjemmesiden (se den røde boks).

 

 

 

Hav en tydelig struktur

Der skal være struktur over din hjemmeside. Den skal være nem og overskuelig at navigere rundt i. Keep it simple og sørg for, at din hjemmeside er brugervenlig. Du er ikke nødt til at have et hav af visuelle effekter for at have en smart hjemmeside. Hold fokus på, hvad du vil vise og fortælle med hjemmesiden, og sørg for at have en rød tråd gennem hele hjemmesiden, så den ser ens ud på tværs af de forskellige undersider.

ROPOX kan også være et eksempel på en struktureret og brugervenlig hjemmeside. Deres menulinje er tydelig og indeholder det basale, som en hjemmeside bør indeholde, og det er ikke svært at navigere rundt i for at finde ud af, hvad de tilbyder af produkter og løsninger.

I en menu er det vigtigt have punkter som, produkter/ydelser, kontakt og om os – alt efter hvad din virksomhed tilbyder.  

 

#3. Teksterne på din hjemmeside  

Hvad skal du skrive for at få dine besøgende til at klikke og scrolle? Hvad vil de gerne læse?

Det, du skriver på din hjemmeside, behøver ikke at skrives med de mest fornemme ord, du kan finde frem i ordforrådet, men må gerne være specielle og afspejle dig. Her er det vigtigt, du husker, at dine tekster skal være læsevenlige, for ingen gider læse en lang tekst, hvor man ikke forstår halvdelen af ordene.

 

Brug fremhævede overskrifter, underoverskrifter, lister og afsnit til at gøre teksten mere overskuelig.

 

Teksten er et af de punkter, som ikke skal undervurderes, for det er selve indholdet på din hjemmeside, der skal guide din besøgende i sin købsbeslutning. Hvis du synes, det virker uoverskueligt, så hjælper jeg dig gerne. Du kan kontakte mig her.

 

#4. CTA (call-to-action)

 

Dit call-to-action (CTA) er den handling, du gerne vil have den besøgende til at foretage på din side. Det er de knapper eller links, du kender med ’Bestil her’, ’Download’ eller ’Køb’. 

Tit er en CTA en knap med en direkte opfordring til den handling, du vil have den besøgende til at gøre. En CTA skal være designet, så den er synlig og iøjnefaldende, og derudover skal værdien, som kunden får ved at trykke på knappen, være tydelig. Uanset om det er en e-mailadresse eller andet, du ønsker fra kunden, vil de gerne have noget igen, og det er værdien, de får ved at udføre handlingen.

Et eksempel på en CTA knap kunne være denne knap hos Nemlig.com. Nemlig vil gerne have at vi opretter os som bruger; det er deres opfordring til den handling, de ønsker af deres besøgende. Værdien, de leverer til kunden, er som ses på billedet, at varerne bliver leveret lige til døren.  

Det er både tydeligt, hvad virksomheden ønsker, og hvad værdien for kunden, som opretter sig, er.  

Og så et lille OBS her til sidst:

Husk for guds skyld at sørge for at vedligeholde din hjemmeside. Sørg for, at den er opdateret, og at informationerne på hjemmesiden er up-to-date.

 

Hvad der skal opdateres og vedligeholdes, afhænger meget af, hvad målet med din hjemmeside er. Men nye blogindlæg, nye informationer, nye billeder.  – Bare det er noget, som giver dine kunder lyst til at besøge den igen. Det er også godt at opdatere i forhold til SEO, fordi det hjælper dig til at stå bedre i Googlesøgninger, for Google er gladest for opdateret indhold.

 

Jeg håber, det gav dig et indblik i, hvorfor det er en god ide for din virksomhed at have en hjemmeside, og at det kan hjælpe dig på vejen til at besvare de mange spørgsmål, du kan have omkring din hjemmeside 🙂

 

Vil du have 10 simple tricks til at få flere læsere til at opdage din blog?

Referencer koster ikke noget, men de er guld værd

Referencer koster ikke noget, men de er guld værd

Får du spurgt om referencer og feedback? Jeg gør det kun meget sjældent. Men nu skal det den ondelyneme være løgn! Gode referencer er guld værd, for når nogen vælger at anbefale et produkt eller en virksomhed, så sætter de deres eget ry på...

læs mere